Bo beretter 2005

Hej allesammen.
Tak for alle jeres mails, jeg kan ikke besvare allesammen, så i stedet sender jeg en fælles mail.
Skrevet på rådhuset i Phuket, hvor Chamnien prøver at opgøre hendes tab.
Den 3. januar 2005.

En hilsen Bo og Chamnien, Patrice, Phuket.

Patrice var undervejs med undertegnede, Chamnien og en norsk familie på 5 som skulle sejle og holde jul på båden.

Familiens ældste datter, Cristina skulle undervejs tage et dykkercertifikat. Familien kendte jeg, de havde for tre år siden besøgt mig i Phuket og sejlet med også i julen og var en utrolig rar og venlig familie. Vi sejlede til gode dykkersteder og var paa Phiphi lillejuleaften for at dykke og købe de sidste julegaver.

Julen blev holdt på Ko Lanta, hvor vi lavede en beach BBQ og lavede en lille privat bambus-platform som vi sad på og havde en rigtig hyggelig aften.
Dagen efter 1. juledag sejler vi til Phiphi, hvor vi skulle lave de sidste dyk og afholde NAUI teorieksamen.

Vi ligger i en meget lille bugt med rent vand og et koralrev lige inder baaden. Klipperne er lodrette op til 100 m høje og er et sted som jeg holder meget af at overnatte i Nord Øst Monsunen, hvor der er læ, men et meget farligt sted hvis søen kommer ind.

(Jeg har ikke tid til at skrive alt saa jeg overlader ordet til Jørn, min onkel, som har sammenfattet en lille artikel til det lokale klubblad.)

Jørn Bang fortæller:

Vi har jo fulgt intenst med i katastrofen langs kysterne i den Bengalske bugt. Vi har været næsten alle de steder, der bliver nævnt fra Thailand. Det lykkedes os at komme igennem til Bo på hans mobiltelefon 2 dage efter jordskælvet – efter at vi har prøvet mange gange. Så vi hørte, hvordan det var gået ham og Chamnien samt båden. Vi havde dog hørt, at de havde overlevet flodbølgen. Hans søster Ann Dorthe havde – allerede samme dag det skete – et meget kort opkald fra ham – det blev afbrudt efter få minutter.

Da den første bølge kom, lå de i en lille vig paa vestsiden af Phi-Phi. Vi har selv været i denne vig sammen med Werner og Kirsten samt Alex og Lisemarie.

De havde et norsk par ombord med 3 børn. De skulle ud for at dykke, men Bo havde et problem med noget af udstyret, så Chamnien – der ellers skulle i land med gummibåden for at købe ind, ventede for at se, om hun skulle have noget med til Bo fra en dykkershop. Så det var et held, at de ikke nåede at komme i vandet og Chamnien af sted i gummibåden.

Da de så bølgen komme, startede Bo motoren og forsøgte at holde stævnen op mod den. Selv om Patrice har 100 heste under dørken, og de havde et 30 kg Bruce-anker med svær kæde ude, kunne de ikke forcere bølgen, men blev ført baglæns. Låseanordningen i ankerspillet kunne ikke klare belastningen, så alle 90 m ankerkæde løb ud. Båden blev løftet op langs en lodret klippevæg – Bo anslår, at bølgen var hen imod 10 m høj, og at den løftede dem hen ved 15 m op, da den steg op langs klippen. Ved et mirakel rørte de ikke klippen, og da bølgen blev kastet tilbage red de på forkanten af den ud over et rev – hvor de normalt ikke kan sejle på grund af bådens dybgang. Bo sagde, at det var som at sejle ned af et vandfald, men med motoren på fulde omdrejninger lykkedes det for ham, at holde kursen, saa båden ikke blev kastet tværs i bølgen. Farten var i nærheden af 20 knop. Bo mener, at ankerkæden var med til at bremse båden, så de kom over toppen af bølgen inden den ramte klippevæggen.

Efterfølgende kunne de se, hvordan folk, der forsøgte at kravle op ad klipperne, blev revet ned af bølgerne. De så også nogle af de andre både, der lå for anker i vigen rullede rundt og sank. I de følgende timer sejlede de rundt og samlede kvæstede og døde op. Den norske kvinde, der var med om bord, var læge, og hun fik travlt med at sy sår sammen og lægge forbindinger.

Dagen efter sejlede de over til Phuket for at se, hvordan det var gået Chamniens bror og Chamniens 5 ansatte i Kata noi. Broderen fejlede ikke noget, men en af hendes ansatte var meget slemt forskåret. Hun havde været i brusebad da bølgen kom og skyllede hende ud af vinduet. Chamniens shop var fuldstændig ødelagt. Da vi talte med Bo, gik han sammen med Chamnien og ledte efter deres ting i ruinerne. Bo fandt noget dykkergrej og nogle ekstra sejl, som han opbevarede i butikken. Hans motorcykel, der var parkeret uden for forretningen lå 50 m oppe af gaden under nogle murbrokker.

Vi har talt med Bo nu til morgen. Han og Chamnien har været en tur paa Koh Lanta – en sejltur på ca. 40 sømil mod sydøst. (Der har vi også været med “rejseholdet”). Chamnien har også en butik der, som en anden bror passer, og hun kunne ikke komme i forbindelse med ham. Hendes forretning der var også væk, men broderen fejlede ikke noget. Bo og Chamnien er nu i gang med at rydde op i hendes forretning i Kata Noi, så hun kan komme i gang igen.

Torben Wancher ligger også med Blåtunge i Nai Harn bugten paa Phuket, men han lå i en mere beskyttet bugt og så langt fra land, at bølgen ikke var begyndt at bryde, da den nåede hans båd. Bo har kontakt med Torben og de holder nytårsaften sammen i Nai Harn. Der ligger flere langturssejlere i Nai Harn, og de hjælper nu med at genopbygge den restaurant, hvor de plejer at mødes – den hedder Jungle Bar. Den skulle gerne være færdig til nytårsaften.

NB. Vi talte med Torben nytårsaften ved 17 tiden dansk tid d.v.s. kl. 23 i Thailand. De nåede det – de havde været næsten 100 mand i gang med genopbygningen.

Bo fortæller videre:

Jørns beskrivelse er meget dækkende, så jeg skriver det sidste, som vi har oplevet.

Vi så ødelæggelserne udefra ved PhiPhi men tog ikke i land, vi havde travlt med at finde dykkere og hjælpe de både, der var i området. Chamnien tog med som tolk på Thai bådene og var meget chokeret da de kom tilbage, en mor mistede hendes tre børn og en kunne have været reddet om det havde fået CPr og luft, men ingen af Thaierne vidste hvad skulle gøres.

Vi sejlede tilbage til Phuket da det var ved at blive mørkt og næste morgen tog vi afsked med den norske familie.

Derefter tog vi til Kata og så nu ødelæggelserne der.

Chamniens shop var totalt raseret. Bølgen havde gået ret igennem shoppen og taget alt med, også murværket – der var bare et tomt meget vådt og beskidt rum, hvor shoppen havde været, alle ansatte var væk. Chamnien var grædefærdig, og udbrød “vandet tog også mit skrivebord med alle mine kontanter og mine bryllupsbilleder”.
Vi ryddede lidt op bare for at gøre noget.

Senere kom pigerne – de havde overlevet, men en var meget nær døden. Hun tog brusebad da bølgen kom og kom ikke ud – hun ville ikke komme ud uden tøj på.
Da hun er lidt tildækket forsøger hun at forcere vandet, men butiksvinduet presses ind og hun får glasset over sig.

Da vandet trækker sig tilbage første gang, kommer de andre piger ind og får hende ud. Hun bløder meget kraftigt, men de forbinder hende med deres tøj og hvad de kan finde.
Dernæst prøver de at få en Tuk Tuk til at køre hende på hospitalet, (der er ingen telefoner som virker, alle er våde og der er ingen ambulancer. I panikken kan der ikke skaffes hjælp til alle), Tuk Tuk chaufføren nægter at køre for hende, han vil ikke have alt det blod i hans bil. Det endte dog godt, hun overlevede lige med nød og næppe og kun 30 % blod i kroppen.

Chamnien og jeg knokler som gale for at gøre rent og samle sammen, måske er det en form for terapi bare at arbejde hårdt.

To dage senere sejler vi tilbage for at se om jeg kan recover mit anker og ankerkæde.

Vi finder det hvor det skulle være på 12 m vand, men med kæden helt ind på 1 m vand over koralerne og Patrice stikker altsaa 2.60 m !

Derefter tager vi til PhiPhi for at se, om jeg kan hjælpe Matias som har en dansk restaurant på PhiPhi. I Bangkok Post skrev de, at han havde mistet sin kone og sin bedste ven.

Ødelæggelsen var total, det lignede Hirosima 1945 !

Vi gik stille gennem ruinerne og ledte efter Matias.

Ligene lå over alt, arme stak ud, kajaker lå med døde og mange var endnu ikke dækket med sort plastik. Bladene på palmerne var flået af og de er mindst 15 – 20 m høje.

Hjælperne var fantastiske – de kom til og med pas og kreditkort mest på svenskere og vi gav dem videre til en svensk pige som hjalp til og hvergang hun mødte en overlevende som hun kendte, fik de et stort knus.

Vi fandt Mathias i live og det viste sig at han senere fandt sin kone og sin ven.

Jeg tog nogle fotos af sceneriet, men havde lidt dårlig smag i munden af at gøre det.

Vi tog afsked og sejlede hurtigt til Ko Lanta for at lede efter Chamniens Bror.

Igen begge massageshops på Lanta var forsvundet, intet stod tilbage af Chamniens business.

Chamnien tog afsted for at lede og fandt en af de ansatte. Hun fortalte at Nut var taget op i NordThailand med hans kone, der havde fået chok.

Hun masserede en kunde da bølgen kom og kunden halvsov, hun ser bølgen og råber på kunden og løber selv – bølgen kommer og fanger hende, men hun holder fast i en palme og ser at butikken rives væk med kunden, der ikke kan finde hans tøj og briller.

Vi sejler nu tilbage til Phuket meget stille og Chamnien kaster op på hele turen – hun er helt bleg og virker chokeret.

Vi ved, at vi har været heldige og snakker om dette, men det vi har set og tabet af alt hun ejer overvælder hende.

Tilbage i Phuket og senere i Nai Harn hvor vi holder Nytårsaften.

Der var en god stemning i Scandinavien-gruppen, alle langturssejlere, og vi havde alle klaret det.

I Nai Harn arbejdede langturssejlere med cement og trillebører og hjalp med at genopbygge restauranten, som i mange år har været sejlernes sted.

Ved midnat meddelte en Belgier som ejer en netcafe at han via nettet personligt havde indsamlet over 4.000.000 bath og via de penge betalte fuld recover for ejeren af restauranten og restbeløbet ville blive uddelt til Nai Harns bedste.

Belgisk TV optog det hele og det hele var sådan set godt nok, men vi var nogle der fik dårlig smag i munden – en ejer fik fuld recovery og resten af Thailand meget lidt eller intet, som det nok ender med for de fleste.

Måske skulle jeg starte en privat indsamling til Kata og Phi Phi, hvor jeg holder meget til og holder meget af.

Torben paa Blåtunge fortæller at bølgen kom ind i Nai Harn og han mærker hvordan båden løftes og derefter sænkes. Derefter ser han bølgen rejse sig ved kysten og et kæmpe kanon brag høres. Da den trækker sig tilbage, er der intet på kysten.

Olav, en Norsk sejler som har en restaurant i Ao Chalong, var i Kao Lak efter et visarun til Renong og spiste morgenmad da bølgen kom. Han hører folk skrige og ser til forundring at alle løber. Han tager en ekstra slurk kaffe og kikker igen – så ser han bølgen – han får fat i sin kæreste Mai’s arm og løber ud – bølgen indhenter ham, men han er ved en trappe, som han løber op af. Da de er øverst oppe går vandet dem til brystet og bygningen bryder sammen. Olav holder fast i Mai og i et vindue og redder livet.

Vi snakkede ikke så meget om Kao Lak for hvad kan der siges.

Hans en måned gamle firhjultrækker lå vistnok under det Thai krigskib, som blev sat 100 ind på kysten.

Chamnien og jeg kikker lidt på hendes shop i Kata.

Hun vil ikke rigtig indse, at det ikke er økonomisk realistisk at genopbygge den – hun har lige betalt husleje for et år, men jeg forsøger at få hende til at lægge tallene sammen til en genopbygning – måske da vil hun indse det.

Jeg mistede det meste af mit dykkerudstyr, mine spilere, ekstra ankre, nye batterier og mit kapsejladsskøde osv. men båden har jeg og den er stadig i god stand og klar til en ny tur, hvis der bare vil komme nogle turister til Asien.

Alan, som jeg arbejder for med dykning, mistede også hans shop, så p.t. er alt lukket.

Jeg ved, at Thailand kommer op igen.

Sig til alle, at naturkatastrofer kan man ikke gardere sig imod og Thailand ser frem til at turisterne kommer igen, og jeg er sikker på at I vil blive mødt med et BIG THAI SMILE trods det skete.

En forsinket God Jul og Godt Nytår.

Hilsen Bo og Chamnien paa Patrice fra Phuket.

You may also like...